8. apr. 2012

Gulerodscupcakes med creamcheese frosting

Disse overdådige cupcakes har været en længere proces at lave...:)
Jeg har mange aftener hygget mig med at lave blomster af fondant, og til sidst havde jeg over 40 små, fine, glitrende blomster.

De er ganske enkle at lave:

Efter at have farvet fondant i de ønskede nuancer, har jeg brugt en udstikker og en "blomsterpræger" (til at lave striber på bladene) og Rainbow dust i form af pink glitter samt lilla støv som jeg har penslet tørt på blomsterne, alle tingene er købt hos Specialkøbmanden. "Dutten" i midten er Dr. Oetkers guldkugler som er limet på med lidt almindelig glasur.

Selve kagerne er gulerodsmuffins med ananas, fundet her (SKØN blog!)

Frostingen har jeg selv lidt bikset sammen, da jeg ønskede en dejlig fast creamcheese frosting som kunne tylles ud på kagerne uden at falde sammen.



Opskrift på creamcheese frosting:

180 g blødt smør (Lurpak - jeg brugte saltet da jeg simpelthen ikke kan smage forskel)
250 g flormelis
200 g flødeost
2 tsk. vaniljesukker

Smør og flødeost piskes sammen til det bliver luftigt. Herefter tilføjes flormelis lidt ad gangen imens der piskes. Tilsæt vaniljesukker efter smag.
Frostingen kan med fordel stå i køleskabet i en halv times tid inden brug, da frostingen så bliver mere fast.




4 kommentarer:

Anette sagde ...

Hej Helle
Sikke nogle fine cupcakes. Hvilke udstikkere har du brugt?
Jeg synes at jeg kan ane en calyx udstikker

Helle sagde ...

Hej Anette!

Tusind tak!

Jep - jeg har både brugt en calyx udstikker og en 5 petal rose udstikker (hvordan man rent faktisk får en rose ud af den har jeg dog endnu ikke fundet ud af).. :)

Marie sagde ...

Super fine blomster! Er selv ved at anskaffe mig nogle basisting til at pynte cupcakes med. Kan dog ikke helt gennemskue en ting. Spiser du blomsterne? Så vidt jeg kan læse mig frem til er rainbow dust glimmer ikke spiseligt, men synes ikke jeg kan finde spiseligt glimmer i så fine farver som du har brugt. Håber du kan hjælpe mig :)

Helle sagde ...

Hej Marie :)

Tusind tak! :D

Jeg bruger selv rainbow dust, og som du siger er det ikke "spiseligt" - dog sker der intet ved at indtage det (har jeg læst mig frem til, jeg tror faktisk at det står på selve pakken), så blomsterne kan godt spises. Dog synes jeg generelt ikke at fondant er særlig lækkert, så jeg plejer nu at pille dem af :)

Mvh. Helle